DFDS åbner IT-udviklingscenter i Istanbul
DFDS følger nu den mere end 7 milliarder kroner store investering i købet af det tyrkiske rederi U.N. Ro-Ro op med, at etablere en nyt IT-udviklingscenter i Istanbul. Centret skal beskæftige sig med nye løsninger og apps.
”Vi har stærkt brug for kvalificerede IT-medarbejdere, da vores fremtidige succes bl.a. beror på vores evne til hele tiden at udvikle de mest effektive kvalitetsløsninger inden for IT og digitalisering. Men da mange virksomheder arbejder i den digitale retning, er der massiv efterspørgsel på IT-udviklere i Danmark og stor konkurrence om at tiltrække den nødvendige ekspertise. Tidligere på året søgte vi 19 IT-udviklere alene til IT-afdelingen i København, og det er så stor en udfordring, at de fleste stillinger stadig er ubesatte. Og da vi vil fortsætte med at udvide vores eksisterende centre, har vi øget ressourcerne til rekruttering af talenter”, siger Alexander Kanto, Talent Acquistion Manager i DFDS.
"Samtidig er det med vores nye forretning i Tyrkiet også oplagt at åbne et IT-center i Istanbul som et supplement til vores udviklingsafdelinger i København og Immingham. Det vil have fokus på nye systemer som bl.a. udvikling af apps, der i dag leveres af eksterne virksomheder, hvilket er en dyr løsning”, siger Gert Møller, Vice President og CIO.
”Vores kollegaer i Istanbul er højt kvalificerede, og det samme høje niveau ser vi også i det lokale IT-miljø. Vi planlægger at ansætte 20 udviklere til det nye IT-center, og vi forventer, at stillingerne vil blive besat hurtigt, fordi vi allerede har en stærk tilstedeværelse, gode faciliteter og en exceptionel ledelse i Istanbul”.
”Udviklingscenteret i Istanbul giver adgang til et nyt, stort område, der giver os fine muligheder for at supplere vores teams og opbygge nye udviklingsteams på områder, der hidtil har været outsourcet,” siger han.
Centeret vil blive ledet af Senior Director, Jan B. Devrim, som i forvejen leder DFDS’ IT-afdeling i Istanbul, der i øvrigt er i gang med at integrere infrastruktur og IT-systemer med DFDS’ IT-afdeling i København.
Kilde: DFDS