Den svenske flåde tilbage ved Nord Stream
Flere krigsskibe fra den svenske flåde er vendt tilbage til det sted i Østersøen, hvor flere eksplosioner har ødelagt gasrør tilhørende Nord Stream 1 og 2, i den svenske økonomiske zone. De svenske myndigheder oplyser, at operationen vil vare ugen ud.
Allerede for flere uger siden meddelte de svenske myndigheder, at de havde afsluttet deres undersøgelser på stedet. Hvorfor krigsskibene, der bl.a. tæller to minestrygere med avanceret undervandsudstyr, nu er vendt tilbage, ønsker myndighederne ikke at oplyse.
”Jeg kan ikke oplyse om vi har fundet noget, eller om vi leder efter noget”, siger en talsmand for det svenske forsvar til TV-stationen SVT.
Der er torsdag morgen ingen synlig aktivitet ved de danske eksplosionssteder.
Ikke langt fra de ødelagte gasrørledninger er en dansk, en norsk og en hollandsk fregat på patrulje.
Redaktionen