De mindre havne har det godt
25 mindre danske havne har netop været samlet for at udveksle erfaringer. Budskabet fra mødet er, at de mindre havne lever og har det godt. Men driftsmæssige udfordringer er der dog nok af.
Et af de mange emner der blev debatteret var proportionalitet.
Mange krav og regler er gældende hvad enten havnen er stor eller lille, har lidt eller megen aktivitet. Det er der forståelse for. Men der skal være sammenhæng mellem de forholdsregler en lille havn skal tage, f.eks. i forhold til maritim sikring, vintervedligeholdelse mv. og den færdsel der er. Det kan man godt efterlyse i dagligdagen, lød det fra de mindre havne.
Den første vinter med isbrydning i nye rammer er forløbet forholdsvis rolig. En erfaring i den vestlige Limfjord er dog, at det er nødvendigt at forebygge, så isen ikke bliver for massiv for de skibe, der er sat til at løse opgaven. Der er evaluering af ordningen, når det bliver sommer.
Danske Havne samler næste gang de mindre havne torsdag, den 3. oktober 2013 i Sønderborg.
Kilde: Danske Havne