Danske Rederier:Løsning i migrant drama nu
“Det må aldrig blive handelsflådens opgave at løse migrantkrisen i Middelhavet,” fastslår Danske Rederier og opfordrer til en øjeblikkelig “international løsning” for de 27 libyske migranter, der nu har været om bord på tankskibet Maersk Etienne i Middelhavet i godt to uger, fordi Malta ikke vil lade dem komme i land.
Det var den maltesiske kystvagt, der den 4. august anmodede Maersk Etienne om komme 27 migranter i en lille træbåd til undsætning i Middelhavet. Migranterne - heriblandt et barn og en gravid kvinde - blev hjulpet om bord på Maersk-tankskibet, hvor de efterfølgende kunne se deres lille båd synke.
Men der har lige siden ikke været nogen hjælp at hente fra de maltesiske myndigheder - eller andre Middelhavslande - i forhold til at lade migranterne komme i land.
“Nu har vi igen en situation, hvor søfolk bliver spurgt af myndigheder om at assistere og hjælpe folk til nøds til søs. Det siger sig selv, at vi hjælper mennesker i havsnød. Men det er ikke og må aldrig blive handelsflådens opgave at løse migrantkrisen i Middelhavet,” siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og forskning i Danske Rederier.
Maersk Etienne har siden hjælpeaktionen ligget for anker ud for Malta, hvor besætningen har givet migranterne mad, vand og tæpper og hjulpet dem efter bedste evne. Men skibet er ikke indrettet til at have passagerer med og forsyningerne slipper snart op, oplyser Danske Rederier.
“Vi har brug for en løsning nu. De danske myndigheder arbejder hårdt på at finde en vej ud af problemet, men de involverede kyststater er nødt til at tage ansvaret på sig og hjælpe de stakkels mennesker ombord på skibet med at komme i land,” siger Maria Skipper Schwenn og fortsætter:
“Søfarende har ifølge international konventioner en forpligtelse til at hjælpe folk i havsnød, og rederiet har også en moralsk forpligtelse. Som situationen er nu, svigter vi de rederier og deres besætninger, som tager ansvar og hjælper folk i havsnød. Nu må de involverede kyststater tage deres ansvar seriøst og reagere med det samme, så disse mennesker kan få en ordentlig behandling.”
Kilde: Danske Rederier