Dansk - kinesisk skibsbygnings seminar
Den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, var blandt hovedtalerne, da der mandag blev afviklet et dansk - kinesisk seminar om innovativ skibsbygning. Ambassadøren lagde i sit indlæg vægt på udviklingen af bæredygtige løsninger.
”Den globale efterspørgsel efter bæredygtige løsninger vokser. Jeg tror, at vore to nationer kan bidrage til at imødekomme denne efterspørgsel, ved at samarbejde om udvikling af nye miljørigtige og brændstoføkonomiske skibe”, sagde Friis Arne Petersen.
”Evnen til at levere bæredygtige løsninger bliver afgørende for, hvem der bliver fremtidens vindere og tabere”, sagde ambassadøren.
Seminaret var arrangeret af China Association of the National Shipbuilding Industry / CANSI og
Odense Maritime Technology / OMT. Seminaret tog sigte på, hvordan Danmark og Kina gennem erfaringsudveksling, kan arbejde sammen om at udvikle nye bæredygtige løsninger indenfor skibsfart.
Kilde. CANSI