Dansk-fransk SAR-øvelse i Grønland
Den første redningsøvelse mellem Danmark og Frankrig i grønlandsk farvand foregår i næste uge, 3. - 9. september. To skibe, to fly samt en helikopter deltager. Det sker i kølvandet på præsident Macrons officielle besøg i Danmark i den forgangne uge.
Øvelsen udspiller sig som en række isolerede hændelser, der finder sted i området mellem Nuuk og Diskobugten. Den kommer til at dreje sig om at øve samspil og kommunikation mellem skibe, fly og redningscentralen i Nuuk, som det koordinerende led. Helt som en live redningsaktion.
Fra den franske flåde deltager patruljefartøjet Fulmar med en besætning på 50 mand. Skibet ankom sammen med den franske forsvarsattaché til Nuuk i weekenden op til øvelsen. Endvidere deltager et fransk patruljefly af typen Dassualt Falcon 50.
Fra dansk/grønlandsk side deltager inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, et Challenger fly fra Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq, Arktisk Kommandos redningscentral i Nuuk samt en redningshelikopter fra Air Greenland.
Øvelsen, der forventes at blive en årligt tilbagevendende begivenhed, har også observatører med fra USA og Frankrig.
I sidste uge meddelte den danske regering, at en af de danske fregatter skal fungere som støttefartøj i en fransk hangarskibsgruppe, der skal operere i Middelhavet og Det Indiske Ocean.
Kilde: Arktisk Kommando