Dansk bygget færge på grund i Grækenland
Fred.Olsen Lines gamle Norgesfærge Christian IV, der i dag er ombygget til ro/ro færge og sejler under græsk flag, er gået på grund tæt på Santorini i Det Græske Øhav. Ved grundstødningen blev der slået en mindre læk i stævnen på den 50 år gamle færge, men der er ingen meldinger om forurening.
Der var 18 personer, heraf 13 besætningsmedlemmer, om bord på skibet da grundstødningen skete lørdag morgen.
Dykkere har været i vandet for at undersøge skroget, og der er gjort første forsøg på at trække den fri, men mandag står skibet fortsat på grund.
Christian IV, der i dag hedder Nearchos og tilhører Creta Cargo Lines, har sejlet i Det Græske Øhav siden 2016, efter først at være lagt op i nærheden af Piraeus i 11 år.
Færgen er bygget på Aalborg Værft i 1968. Den sejlede i 16 år - fra 1968 til 1984 - mellem Kristiansand og Hirtshals. Færgen havde plads til godt 800 passagerer, var udstyret med 140 kahytter.
På vogndækket var der plads til 140 biler eller 16 jernbanevogne.
Redaktionen