Danmark vært ved topmøde om havvind
Statsmininister Mette Frederiksen er vært, når regeringsledere fra Tyskland, Holland og Belgien i morgen mødes på Esbjerg til et topmøde om udbygningen af havvind i Nordsøen, hvor Danmark allerede har besluttet sig for at etablere en energi-ø. Det handler om at gøre EU fri af russisk gas.
Esbjerg Havn danner rammen om topmødet i morgen. Arkivfoto..
“Europa skal hurtigst muligt være uafhængig af russisk gas. Danmark vil gå forrest og bane vejen for, at Nordsøen bliver et grønt kraftværk for hele Europa baseret på dansk teknologi og danske erfaringer,” udtaler statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
På topmødet, der får deltagelse af den tyske kansler, Olaf Scholz, Hollands premierminister Mark Rutte, Belgiens premierminister Alexander De Croo og EU Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil landene sætte en fælles vision for udbygningen af havvind og tilhørende infrastruktur i Nordsøen.
“Jeg ser frem til at vise Nordsøens grønne potentiale og diskutere, hvordan vi øger ambitionsniveauet og sætter fart i udbygningen af havvind og infrastruktur i Nordsøen.” udtaler statsministeren.
EU’s energikommissær og landenes klima- og energiministre samles samme dag i Esbjerg for at styrke det regionale samarbejde, fremgår det af pressemeddelelsen fra Statsministeriet.
Kilde: Statsministeriet.