Danmark på piratjagt ud for Nigeria
Regeringen har vedtaget en strategi for kampen mod pirateri, der skal gælde fra 2015 til 2018. Som noget nyt skal Danmark nu også bidrage til kampen mod pirateriet i Guineabugten vest for Afrika. Et militært bidrag kan komme på tale.
”Dette her handler både om danske liv og danske økonomiske interesser. Vi har mange besætningsmedlemmer i de farvande og mange sørgelige eksempler på danskere, som har været involveret i piratangreb. På søfartsområdet er Danmark en stormagt, og derfor har vi også et særligt ansvar at løfte”, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).
I første omgang vil Danmark styrke sin diplomatiske tilstedeværelse i regionen, og et antal stabsofficerer skal sendes ud for at få flere oplysninger om, hvordan den danske indsats kan blive mest muligt effektiv. Samtidig er der åbnet op for et dansk militært bidrag til Guineabugten.
Hos Søfartens Ledere tager man positivt imod den nye danske strategi.
”Der foregår meget maritim kriminalitet i området, så der er brug for at gøre noget, og vi har selv presset på for at få en strategi for Vestafrika på plads i nogen tid”, siger Fritz Ganzhorn, direktør for Søfartens Ledere.
En del pirater i området går tilsyneladende målrettet efter produkttankskibe og er især interesseret i at stjæle marine diesel og gasolie, som de kan sælge videre.
Kilde: Jyllands-Posten