Danmark deler havmølleviden med Kina
Energistyrelsen og Danmarks ambassade i Kina var vært for en workshop i Beijing den 9. marts som led i det kinesisk-danske havmølle samarbejde, der har til formål at hjælpe kinesiske udviklere og den kinesiske regering i deres bestræbelser på at skabe en bæredygtig havmølleindustri.
Arkivbillede.
Workshoppen, med over 65 deltagere, fokuserede på både regulering og forbedring af vilkårene for investeringer i branchen. Arrangementet samlede en række kinesiske central- og provinsmyndigheder samt tekniske institutioner og udviklere. Fra Danmark deltog flere repræsentanter fra udviklere, leverandørkæder og konsulenter.
Samarbejdet mellem de to lande er et af resultaterne af besøget i Danmark af Kinas chef for National Energy Administration, Nur Bekri, i september 2017. Under sine møder med den danske energi-, forsynings- og klimaminister blev man enige om at indlede samarbejde inden for havmøllevind, med det formål at udveksle erfaringer med reguleringsspørgsmål, test og certificering samt se på muligheder for demonstrationsprojekter.
På dansk side udføres Quality Offshore-projektet i tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Danmarks ambassade i Beijing og Energistyrelsen med sidstnævnte som projektleder. Projektet løber i et år med mulighed for forlængelse.
Kilde: Offshore Wind