Containerrekord på Fredericia Havn
Containeraktiviteten på Fredericia Havn nåede i 2025 et historisk højt niveau. Med i alt 164.968 TEU blev året det bedste nogensinde for terminalen.
12 kranførere på Fredericia Havn havde travlt i 2025.. Foto: ADP A/S
Bag rekordresultatet står blandt andet ADP’s kranførere, som har haft et år med rekordmange løft. I alt har 12 kranførere været med til at håndtere en markant stigning i containertrafikken, hvor antallet af TEU voksede med 33 procent sammenlignet med 2024, skriver ADP på Linkedin.
Ifølge ADP er væksten et resultat af både effektiv drift, fleksibilitet og et stærkt sammenhold blandt medarbejderne.
Samtidig fremhæves samarbejdet med Fredericia Shipping som en vigtig faktor for, at hvert anløb kan håndteres effektivt – også i takt med stigende mængder og øget kompleksitet.
Fredericia Container Terminal ser nu frem mod endnu et stærkt år på containersiden i tæt samarbejde med Fredericia Shipping og APM Terminals.
-emte
