Color Line sparer 300 årsværk væk
Color Line vil reducere sin omkostningsbase med 250 mio. nkr. fra og med næste år. Det betyder, at rederiet skærer 300 årsværk væk, oplyser rederiet i en pressemeddelelse. Fyringerne vil reducere antallet af ansatte både på skibene og i land.
Omkostningsreduktionen og effektiviseringerne kommer som en konsekvens af Corona-krisen og det faktum, at det kommer til at tage tid, inden rejselysten vender tilbage til niveauet før pandemien.
Ud over reduktionen i antallet af medarbejdere vil Color Line spare penge på andre driftsomkostninger bl.a. ved at udnytte de betydelige investeringer i ny teknologi, som erederiet har foretaget i de senere år, skriver selskabet.
“Planerne vil sikre arbejdspladser og fremtidig lønsomhed,” udtaler koncernchef Trond Kleivdal, Color Line i en pressemeddelese.
Han tilføjer, at rederiet vil gøre brug af frivillige ordninger i største muligt omfang i forbindelse med reduktionen af medarbejderstaben.
Color Line opererer en flåde på syv skibe på fire færgeruter mellem syv havne i Norge, Danmark, Sverige og Tyskland, der i fjor transporterede ca. 4 mio. passager, godt 900.000 personbiler og over 180.000 fragtenheder. Beskæftigelsen lå på knap 2.500 årsværk.
Kilde: Color Line