CMA CGM taber fart i 3 kvartal
Verdens tredjestørste containerrederi, det franske CMA CGM, kom ud af 3. kvartal med et overskud på 51 millioner dollar, et fald på 150 millioner dollar i forhold til overskuddet på 201 millioner dollar i samme kvartal sidste år.
Sammenlagt har rederiet dog i årets første tre kvartaler sejlet et nettooverskud på 613 millioner dollar hjem til ejerne, hvilket er en stigning på 56 procent i forhold til sammen periode i 2014.
Omsætning i 3. kvartal lå på 4 milliarder dollar, mod 4,4 milliarder dollar i 3. kvartal 2014 – svarende til et fald på godt 10 procent. Den transporterede mængde steg fra 3,2 millioner TEU sidste år til 3,3 millioner TEU i 3. kvartal 2015.
Rederiets flåde af containerskibe voksede fra 443 ved udgangen af 3. kvartal 2014 til nu 473 skibe. Flådens kapacitet voksede i samme periode fra 1,6 til 1,9 millioner TEU.
CMA CGM ser på trods af den vanskelige konkurrencesituation lys forude.
”Fragtraterne ventes at forblive lave i 4. kvartal, men rette sig i 2016 hvor der igen bliver balance på markedet”, vurderer rederiets ledelse i en kommentar til regnskabet.
Rygter i markedet vil vide at CMA CGM gør fremskridt i forhandlingerne med NOL om en overtagelse af Singapore rederiet.
Kilde: CMA CGM