Clipper trækker sig fra Kalundborgruten
Clipper ønsker ikke at konkurrere med det tyske Förde Reederei på ruten mellem Aarhus og Kalundborg, og trækker derfor nu sit tilsagn om at starte en godsrute mellem de to byer tilbage. Per Gullestrup siger, at han ikke vidste at der var en konkurrent på vej på ruten.
”Jeg synes jo nok man kunne have sagt at der var flere inde i billedet, så vi ikke spildte så meget tid på det. Men det er nu engang de betingelser der er, og sådan er det”, siger Per Gullestrup, direktør i Clipper Group, til DR Sjælland.
Hos Förde Reederei vil direktør Ulrik Ortiz Rasmussen overfor DR ikke kommentere på konkurrenten Clipper men siger, at han i øjeblikket er ved at finde ud af hvad det skal koste passagererne at sejle mellem Kalundborg og Århus.
”Vi forventer, at vi stort set kan fastholde de priser, der har været på den hidtidige rute. Muligvis med moderate prisstigninger”, fortæller direktør Ulrik Ortiz Rasmussen til DR.
Kilde: DR Sjælland