Chelsea-ejers super-yacht forsøgt stoppet
De russiske oligarker har mere end travlt med at flytte deres super-yachts til områder, hvor de kan undgå beslaglæggelse. Men alle midler tages i brug af modstanderne af Putins krig mod Ukraine for at stoppe de sejlende luksus-paladser. I den tyrkiske havn Bodrum forsøgte demonstranter sig i en lille gummibåd.
Modige demonstranter forsøger at stoppe Abramovich-yacht. Foto: Irina Demiroglu/Facebook..
Bevæbnet med et ukrainsk flag med teksten “No War” sejlede en gruppe ukrainske demonstranter i en lille gummibåd lige ind foran oligark og Chelsea-ejer Roman Abramovich´ 140 meter lange “Solaris”, da super-yachten mandag var på vej ind i havnen Bodrum, vest for Marmaris i Tyrkiet.
Billedet af gummibådens aktion er publiceret på Facebook, men at dømme efter senere billeder fra havnen, lykkedes det ikke for demonstranterne at hindre skibet i at lægge til kaj.
Den britiske avis The Guardian kunne tirsdag berette, at en anden super-yacht ejet af Abramovich også skulle være på vej til den tyrkiske ferieby Marmaris.
Roman Abramovich er en af de mange oligarker, der er blevet sanktioneret af både EU, Storbritannien og USA på grund af deres nære tilknytning til Vladimir Putin.
Foreløbig er det lykkedes Abramovich at undgå beslaglæggelser af sine milliard-dyre super-yachts, i modsætning til flere andre oligarker.
Mandag blev den 72 meter lange superyacht “Axiona”, der menes at være kontrolleret af oligarken Dmitrij Pumpjanskij, således beslaglagt af myndigheder på Gibraltar.
Pumpjanskij´s ejerskab til skibet blev afsløret i de såkaldte Panama Papers, der blev lækket fra advokatfirmaet Monsac Fonseca i 2015. Papirerne indeholder detaljerede oplysninger om mere end 214.000 offshore-selskaber.
Redaktionen.