Carnival skrotter tre krydstogtskibe
KORT NYT: Verdens største ejer af krydstogtskibe, amerikanske Carnival Corporation, fortsætter med at skære forretningen til, efter at coronakrisen har spændt ben for det ellers så lukrative krydstogtmarked. Yderligere tre krydstogtskibe skal nu skrottes i Tyrkiet.
De tre krydstogtskibe der vil blive skrottet er Carnival Fantasy, Carnival Inspiration og Carnival Imagination.
Herudover sælger Carnival yderligere 15 krydstogtskibe, heraf fire til China State Shipbuilding Corporation, som Carnival har indgået et joint-venture med.
De 18 skibe udgør 12 procent af Carnival Corporations samlede flåde.
Kilde: Fleetmoon