Bunker Holding når omsætning på 50 mia.
Bunker Holding, der har hovedsæde i Middelfart, øgede sidste år sin omsætning med 16 milliarder kroner til nu 51,1 milliarder kroner. Og det er ikke kun omsætningen der er vokset. Overskuddet steg sidste år med 37 procent til 316 millioner kroner før skat.
”De 2 discipliner - købmandskab og stram styring - har helt klart været nøgleordene. Med de meget små marginaler, branchen desværre opererer under, er der ikke plads til nogen skæverter”, siger Group CFO Jesper Klokker Hansen.
”I Bunker Holding har vi dog både erfarne medarbejdere og veludbyggede systemer til støtte for den kreditvurdering og risikostyring, der er nødvendig i det yderst vanskelige marked, vi befinder os i. Vi kan derfor glæde os over, at det er discipliner, vi behersker”.
Det nye regnskab placerer Bunker Holding som Danmarks suverænt største bunker firma og verdens næststørste, kun overgået amerikanske World Fuel Services.
Bag den store stigning i omsætningen lægger en højere oliepris, men også en volumenfremgang på 20 procent. Og ambitionerne er fortsat store.
”Vores set up er klar til yderligere vækst, men da shippingmarkedet desværre er inde i en lavkonjunktur, holder vi hestene lidt tilbage”, siger Group Vice CEO Keld R. Demant
”Vi har nu 34 kontorer i 21 lande, og de har alle været med til at generere vækst. I løbet af det seneste år har vi åbnet kontorer i Kina (kontor nr. 5 i landet), Indonesien, Indien, Monaco og Florida, USA, og de bidrager naturligvis også til væksten, men er endnu kun i opstartsfasen”.
Egenkapitalen i Bunker Holding udgjorde ved årets udgang 854 millioner kroner.
Kilde: Bunker Holding