Bunker-boss tiltalt i sag om olietyveri
Stifteren af Singapores næststørste bunkerselskab, Sentek Marine & Trading, er tiltalt for meddelagtighed i det storstilede olietyveri fra Shells største raffinaderi i staten, der fra 2014 til 2017 fik stjålet dieselolie til en værdi af op mod 1 mia. kr.
Sentek-stifteren, Pai Keng Pheng, er tiltalt for hæleri ved at have modtaget knap 3.000 tons marinediesel til en værdi på 1,4 mio. dollar, der ifølge tiltalen blev overført fra Shell´s Ulau Bukom raffinaderi i Singapore til bunkertankeren Sentek 27 i marts 2017.
Strafferammen går fra bøde og op til fem års fængsel.
I december i fjor blev en 47-årig vietnamesisk kaptajn idømt en fængselstraf på fem et halvt år for sin medvirken i de omfattende tyverier fra Shell raffinaderiet.
Han blev dømt for at have modtaget mere end 8.000 tons stjålet olie ved ti forskellige lejligheder, mens han var ansat af Prime Shipping Corp på det 12.000 dwt. store Prime South tankskib.
Kilde: TradeWinds.