Britiske skibe kan havne i Brexit-fælde
I denne weekend forlader de første skibe under britisk flag Kongeriget med varer om bord, der er fortoldet efter de gældende EU-regler. Men inden de sidste skibe når deres mål om 48 dage, risikerer Storbritannien at have forladt EU uden en aftale, hvilket gør tolddokumenterne om bord ugyldige.
”To be - or not to be, that is the question” kan få ny betydning om bord på skibe under britisk flag på vej mod fjerne kyster. Lykkes det ikke den britiske regering at indgå en Brexit-aftale med EU inden den 29, marts, vil lastens juridiske status ændre sig inden skibene når frem til deres bestemmelsessted, og i værste tilfælde forhindre skibene i at gå i havn.
Ifølge South China Morning Post arbejder britiske advokatkontorer på at finde løsninger, der kan redde kastanjerne ud af ilden. Men en løsning ligger ikke ligefor. En last kan kun have et sæt toldpapirer, ikke to.
“Det kan blive nødvendigt at re-deklarere lasten mens skibene befinder sig på havet. Hvordan man griber det an i praksis forsøger vi at finde ud af. Der er ingen retningslinjer der har forudset denne situation”, siger David Hansom, partner i Clyde & Co i London til avisen.
Redaktionen