Brasilianere med på Skoleskibet Danmark
Skoleskibet Danmark, som hører ind under Martec i Frederikshavn, er ved at forberede sommerens togt, der går til Brasilien og tilbage til Danmark. Ombord vil blandt andet være fire unge brasilianere, der går på Martec’s internationale hold. Det er vigtigt for dem at lære dansk kultur at kende.
”Vi var rigtig mange, der ville med til Danmark”, fortæller Raphael Coelho, som tilføjer, at Maersk Line var på besøg på det akademi i Brasilien, hvor han studerede, for at ansætte nye medarbejdere. Der blev han en af de udvalgte.
”Jeg var en af dem, de valgte, og det er glimrende, fordi Maersk er det bedste selskab at arbejde for i Brasilien”, siger han.
Martec har indgået et samarbejde med to akademier i Brasilien, fordi mange nordjyske virksomheder har fokus på Brasilien og landets olieindustri. '
Da aftalen blev indgået sidste år, lød det fra blandt andet nordjyske Vestergaard Marine Service, at de så store muligheder i aftalen, fordi den giver mulighed for at efteruddanne brasilianske medarbejdere i Danmark.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende