Brændende tysk containerskib evakueret
Besætningen på det brændende tyske containerskib Yantian Express, der befinder sig i Atlanterhavet godt 650 sømil fra den canadiske kyst, er nu evakueret. Det sker efter at det ikke er lykkedes at få bugt med ilden om bord, samtidig med at en storm nærmer sig.
Den 23 mand store besætning er overført til bjærgningsfartøjet Smit Nicobar, der i weekenden ankom til positionen. Rederiet melder at alle er i god behold.
Smit Nicobar er udstyret med vandkanoner, men de hårde vejrbetingelser gør det vanskeligt at bruge dem effektivt mod ilden, der fortsat raser i den forreste del af containerskibet.
Der er ifølge rederiet forsat ingen præcise vurderinger af omfanget af skaderne på skib og last.
Containerskibet, der har en kapacitet på 7.510 TEU, var på vej fra Colombo til Halifax da branden brød ud i en container på dækket. Branden bredte sig herfra til andre containere.
Yantian Express er 320 meter langt og bygget i 2002.
Redaktionen