Brændende tankskib slæbt i sikkerhed
KORT-NYT: Et besætningsmedlem blev kvæstet under en brand på et tyrkiskflaget kemikalietankskib i havnen i Temryuk ved Sortehavet i Rusland. Skibet blev på grund af frygt for en større eksplosion slæbt til en ankerplads uden for havnen.
Ahmet Telli blev slæbt ud af havnen på grund af frygt for en eksplosion..
Branden startede i maskinrummet på det 6.000 dwt. store kemikalietankskib Ahmet Telli, rapporterer havneagenturet Rosmorport. Styrmanden blev ifølge de russiske myndigheder bragt på hospitalet efter at have indåndet giftige dampe, men hans tilstand er ikke kritisk.
Skibet var angiveligt enten på vej til eller i tørdok, da branden brød ud 9. juli.
Kilde: Maritime Bulletin.