Bornholmer-færgen fik god efterårsferie
Rederiet Færgen, der transporterer de fleste turister til og fra Bornholm, melder om fremgang i passagertrafikken både i efterårsferien og generelt for hele den sidste del af sommeren, når der sammenlignes med antallet sidste år.
”Det ser ganske fornemt ud med passagertallet. De aktiviteter, som er sat i værk på Bornholm, har gjort deres til at trække folk til øen. Vores forhåbning er, at vi på sigt får en turistsæson fra april til oktober siger Færgens salgs- og marketingsdirektør, Lindy Kjøller til Dr/Bornholm.
Rederiet ønsker, på grund af konkurrencesituationen, ikke at oplyse de præcise tal for antallet af passagerer og biler, men blot at tallene er bedre end sidste år i samme periode. Lindy Kjøller mener, at øget markedsføring af den danske klippeø som turistmål er en af grundene til den gode udvikling.
Færgen driver ruterne mellem Rønne og Ystad i Sverige med hurtigfærger og samtidig en kombi-rute mellem Rønne og Køge med færgen Hammerodde.
Kilde: DR/Bornholm