Boreplatform gennem Aabenraa’s gader
Det skabte opmærksomhed, da Blue Water transporterede topstykket til en boreplatform gennem gaderne i Aabenraa. Den store enhed målte knap 14 meter i bredden, 13 meter i længden og ragede over tyve meter op i luften
"En transport med gods i dimensioner som her kræver altid en grundig ruteplanlægning, så vi bogstaveligt talt undgår at sidde fast i rundkørsler osv.
Men vi har stor erfaring med overdimensioneret gods og projektgods”, siger Allan Leiberg Brodersen fra Blue Waters projektafdeling.
Der var mange nysgerrige blikke, da den store 'klods' kom rullende, og det var nødvendigt at korrigere lidt på nogle faste installationer undervejs, for at få det 240 tons tunge topstykke frem til destinationen.
Projektet blev udført for Keppel Fels i et samarbejde mellem Blue Waters kontorer i Singapore, Esbjerg og Rio de Janeiro. Ruten gik fra producenten i Rødekro til Aabenraa havn, hvor topstykket blev klodset op og senere lastet på det skib, som Blue Water havde chartret til den videre transport.
Fra Aabenraa sejles topstykket via Le Trait i Frankrig til BrasFELS værftet i Angra dos Reis, Brasilien, hvor enheden bliver indbygget i en boreplatform på et større olie- og gasprojekt.
Kilde: BWS