Blue Water leverer tunnelboremaskine
Blue Water har leveret den første ud af fire tunnelboremaskiner, TMB, til Sydney North West Rail projektet i Australien, som er det største infrastrukturprojekt til offentlig transport i landet. I projektet indgår en 15 kilometer lang boret dobbelttunnel.
”Vi har skabt en kompleks dør-til-dør løsning. Udover at vi har håndteret den lokale transport fra fabrikken i Shenyang i Kina, har vi også sørget for søtransporten og den endelige levering til sitet. Vi vidste på forhånd, at de største udfordringer ville komme på den 200 kilometer lange vejtransport i Australien, hvor TBM1, som har fået navnet Elizabeth, blev transporteret igennem de lokale forstæder”, siger Sebastian Stephan Schilde, som er projektansvarlig fra Blue Water Singapore.
Ved hjælp af godt samarbejde mellem Blue Water kontorerne i Shanghai, Marseille, Melbourne og Singapore blev Elizabeth leveret sikkert nordvest for Sydney. Når boremaskinen er samlet er den 120 meter lang og vejer 900 tons. Elizabeth skal være med til at grave en 15 kilometer meter lang dobbelttunnel.
Kontrakten til projektet blev tidligere i år aftalt mellem Lionel Guilbaud fra Blue Water Marseille og NFM Technologies fra Frankrig, som er verdensledende inden for denne slags udstyr. TBM nummer to og tre er nu undervejs til Australien og TBM nummer fire er klar til afhentning fra fabrikken ultimo september.
Kilde: Blue Water Shipping