Bladt nomineret til Arkitekturprisen 2016
Bladt Industries i Aalborg er nok mest kendt for sine store fundament- og andre stålkonstruktioner til offshore branchen. Selskabet kan dog også mange andre ting. Det har medført, at virksomheden nu er blevet nomineret til ’Arkitekturprisen 2016’ for et byggeri på Amager.
”Bladt Industries er stolte over at have stået for fabrikation og montering af den elegante overdækning, som pryder Musiktorvets største scene. Dansk Stålinstitut har nomineret EFFEKT for deres design af Musiktorvet til Dansk Stålinstituts prestigefyldte ’Arkitekturprisen 2016’”, skriver Bladt Industries i en meddelelse.
Bladt Industries’ andel i projektet består af en overdækning konstrueret i stål med luftpudetag udført i teflon, som bæres på fem søjler. Siderne til overdækningen udgøres af stålgardiner i rustfri duplex-kvalitet, som kan bevæges manuelt langs kanten af konstruktionen i et skjult skinnesystem, så hele overdækningen kan lukkes af.
En del af bidraget til konstruktionen udgøres derudover også af en kompressor, der sørger for konstant tryk på taget.
Musiktorvet stod færdig i oktober 2015, og har siden hen været flittigt anvendt i forbindelse med et væld af forskellige kulturelle arrangementer.
Vinderen af Arkitekturprisen 2016 kåres d. 10. november.
Kilde: Bladt Industries