Bjærgning af hollandsk trawler fortsætter
Mandag morgen er forsøget på at bjærge den hollandske bomtrawler Sursum Corda, der er stødt på grund ud for Nørre Lyngby på den jyske vestkyst, genoptaget. Søndag lykkedes det at vende trawleren så stævnen nu peger ud mod havet.
Alt var søndag aften klar til at gøre forsøg på at trække trawleren fri, da det blæste op og forsøget måtte opgives. Senere satte lavvande en stopper for arbejdet.
Der er nu ført en kraftigere wire over til trawleren, og forventningen er at et nyt forsøg på at trække den fri er nært forestående.
Den kraftige danske bugserbåd Skinfaxe R, fra rederiet Rohde Nielsen, er nu også tilstede på positionen.
Redaktionen