Bimco kræver krigsskibe til Guineabugten
Kravet kommer efter at nye tal fra the International Maritime Bureau viser, at pirataktiviteterne i Guineabugten er steget i 2018. I 2018 blev der registreret 191 angreb på skibe i bugten, mod 180 angreb i 2017.
”På baggrund af de nye tal opfordrer vi det internationale samfund til at sende flådestyrker til Vestafrika”, siger Jakob P. Larsen, Head of Maritime Security i Bimco.
“Med mindre der indsættes en international flådestyrke der arbejder tæt sammen med de lokale myndigheder, tvivler jeg på at antallet af angreb vil falde”.
Antallet af angreb i Guineabugten steg især markant i sidste kvartal af 2018. I 4. kvartal blev der registreret 41 kidnapninger - alene i nigeriansk farvand. Dertil kommer et stort antal ikke-registrerede angreb. Under-rapporteringen menes at ligge på 40 procent.
”Der er en kapacitetsforøgelse i gang i regionen, men det er langsigtede initiativer der ikke hjælper på situationen her og nu. Derfor er vi nødt til at optrappe indsatsen”, siger Jakob P. Larsen.
Redaktionen