Bilskib har uventet revet sig fri af grunden
Kraftig vind trak uventet det grundstødte japanske bilskib Makassar Highway løs af klippegrunde natten til søndag. Skibet flyder nu og ligger for anker, men der er strømmet store mængder fuelolie ud fra skibet og ind på kysten. Omfattende miljøindsats er i gang.
Præcist hvor meget olie der er strømmet ud fra skibet, ved ingen i øjeblikket. Men søndag aften meddelte de svenske myndigheder, at man indtil da havde opsamlet 7.000 liter. Samtidig advarede myndighederne befolkningen om ikke at komme i berøring med olien, der har lagt sig som en bræmme langs kysterne.
”Vi gør alt for at forhindre at yderligere olie når land”, siger Roger Gebauer, indsatsleder i Kustbevakningen.
Makassar Highway er bugseret væk fra kysten og lækker ifølge Kystbevakningen ikke længere olie. Bjærgningsmandskab er mandag morgen gået i gang med at tømme skibets brændstoftanke.
De svenske myndigheder var vidende om, at der var slået hul på to af skibets brændstoftanke, men store dele af skibets bund stod fast på klippegrunden, og kunne derfor ikke undersøges.
Det synes at være kommet bag på de svenske myndigheder, at der var en risiko for at skibet u-planlagt kunne rive sig løs af klippegrunden, inden bjærgningsplanen var godkendt og tømningen af skibets brændstoftanke gennemført.
Alt disponibelt udstyr til bekæmpelse af olieforurening er lige nu på vej til stedet, såvel på havet som i land.
Der er endnu ingen melding om, hvordan forureningen har ramt dyrelivet i skærgården ved Västervik. Der er både et fuglereservat og et naturbeskyttelsesområde i det område hvor olieudslippet er sket.
Makassar Highway, der er indregistreret i Panama, var på vej fra Cuxhaven til Södetalje da det gik på grund mandag i sidste uge.
Der er konstateret omfattende skader på skibet, herunder vandindtrængning i flere brændstoftanke.
Skibets overstyrmand, der var alene på broen da grundstødningen skete, har erkendt at han var beruset. Skibets kaptajn havde givet ham ordre om at søge tættere mod land, men ikke sørget for skærpet udkig.
Overstyrmanden er også sigtet for uagtsomhed og forurening. Redaktionen
Foto & video: Kustbevakningen