Billigere færger til Bornholm fra 2018
Transport- og Bygningsministeriet har netop sendt besejlingen af Bornholm i EU-udbud, og det er sket med 3,7 milliarder statskroner i støtte. Det betyder, at det fra 2018 bliver billigere at sejle til og fra Bornholm i hvert fald uden for skolernes sommerferie.
”Den nye model betyder, vi skal regne omvendt af, hvad vi plejer- Vi kommer med et bud og vil gøre alt, hvad vi kan, for at vinde”, siger direktør John Steen-Mikkelsen fra Danske Færger, der håber at få kontrakten til DR/Bornholm.
Billetpriserne falder med mindst 10 procent og formentlig endnu mere fra september 2018. Det fremgår af betingelserne i EU-udbuddet. Den færgeoperatør, som garanterer de laveste billetpriser uden for højsæsonen, vinder udbuddet.
Ved de to tidligere udbudsrunder er færgedriften gået til det rederi, der kunne udføre sejladsen med mindst muligt statstilskud. Denne gang ligger tilskuddet fast, nemlig 306 millioner kroner om året i 2014-priser. Det kommende udbud skal gælde i ti år.
Det statslige tilskud gælder i 10 år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.
Kilde: DR/Bornholm