Billigere billetter til Bornholm og Samsø
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og rederiet Færgen har netop skrevet under på en aftale om prisnedsættelser uden for højsæsonen for de statslige færgeruter til Bornholm og Samsø. Aftalen giver prisfald på op til 10 procent på billetter til Bornholm samt op til 20 procent til SamsøFærgen.
”Vi har allerede set en stor effekt af de prisnedsættelser, som blev effektueret for et år siden – sådan at forstå at trafikken er steget markant sammenlignet med tidligere. På længere sigt er håbet, at initiativet vil resultere i vækst, jobskabelse og øget bosætning på øerne. Simpelthen fordi øerne bliver mere tilgængelige, ligesom prisnedsættelserne selvfølgelig også kommer øboerne til gode,” forklarer Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef i Færgen.
Nedsættelsen sker som følge af, at Færgen endnu engang har modtaget et øget tilskud fra staten med henblik på at nedsætte priserne på færgebilletter til de danske øer uden for højsæsonen. Det er anden gang inden for et år, at rejser til øerne ad denne vej bliver billigere.
De nedsatte priser er for BornholmerFærgens vedkommende gældende i perioden 1. september 2017 til 31. august 2018. For SamsøFærgen gælder aftalen fra 1. september 2017 til 31. december 2018. I begge tilfælde naturligvis med undtagelse af højsæsonen. Der foretages fortsat prisreguleringer én gang årligt i januar.
Kilde: Færgen