Bevæbnede banditter border Maersk skib
Fire bevæbnede banditter bordede tidligt fredag morgen containerskibet Maersk Lebu mens det befandt sig i farvandet ud for Singapore. Kaptajnen opdagede banditterne via et overvågningskamera og slog alarm – hvorefter banditterne tog flugten.
Det var lykkedes de fire banditter, der var bevæbnede med knive, at trænge ind i containerskibets maskinrum, før de blev opdaget på overvågningskameraet.
Da alarmen lød tog banditterne flugten og forsvandt i en ventende motorbåd.
Ingen om bord på Maersk skibet kom til skade ved episoden og det lykkedes heller ikke banditterne at stjæle noget om bord på det 94.267 DWT store containerskib der er indregistreret i Singapore.
Angrebet er et ud af seks piratangreb der fandt sted i farvandet ud for Singapore fredag og lørdag. Kun i et enkelt tilfælde blev banditterne opdaget inden det lykkedes dem at trænge om bord.
Et andet af de angrebne skibe er produkttankeren Elbtank Denmark der sejler i poolen Handytankers. Her lykkedes det banditterne at trænge ind i skibets overbygning og stjæle en række værdier inden de blev opdaget.
Ved ingen af angrebene kom nogen personer til skade, og banditterne gjorde ikke forsøg på at kapre skibene.
Det er ikke lykkedes myndighederne at pågribe banditterne, hvorfor alle skibe i området opfordres til at lukke alle adgangsveje og skærpe opsynet.
Kilde: Seatrade