Bergen Group dropper aftale med Semco
Semco Maritime skulle have købt Bergen Groups driftsaktiviteter på Hanøytangen uden for Bergen, men nu har Bergen Group valgt at annullere aftalen med Semco Maritime. Bergen Group har også annulleret aftalen med Hellik Teigen AS og Hellik Teigen Ejendom AS, der skulle have købt Bergen Groups ejendomme i området.
”Vi synes, det er meget beklageligt, at vi ikke kom i mål med to parter, som vi har samarbejdet med over mange år. Bestyrelsen i Bergen Group har alligevel fundet det nødvendigt at afslutte denne aftale og derefter etablere en alternativ løsning, som giver en nødvendig afklaring af koncernens finansielle situation inden for de frister, vi oplever som afgørende for koncernen”, siger Magnus Stangeland, bestyrelsesformand i Bergen Group ASA.
Den indgåede aftale forudsatte, at begge transaktioner skulle gennemføres senest i løbet af den 30. april, skriver Bergen Group i en pressemeddelelse. Transaktionerne lod sig imidlertid ikke gennemføre inden for denne frist. I løbet af weekenden har der været dialog mellem parterne om, hvorvidt det lod sig gøre at gennemføre transaktionerne, men på grund af nye krav fra køberne og sælgers behov for en afklaring af situationen er man kommet frem til, at det ikke er muligt at gennemføre transaktionerne inden for rimelig tid.
Derfor har Bergen Group valgt at annullere aftalerne, og for at sikre den nødvendige finansiering til koncernen har Bergen Group samtidig valgt at optage et obligationslån på 250 millioner norske kroner. Obligationslånet forventes udbetalt i løbet af kort tid, og pengene vil blive brugt til at reducere virksomhedens forpligtelser, herunder syndikatlån og udestående leverandørgæld.
Kilde: Bergen Group