Beluga stifter sigtet for bedrageri
Beluga Shippings stifter, Niels Stolberg, og flere ledende medarbejdere vil blive sigtet for bedrageri for et trecifret millionbeløb i euro. Bedrageriet fandt sted i 2009, hvor ledelsen angiveligt pustede omsætning op, for lettere at kunne tiltrække ny kapital.
Niels Stolberg siger onsdag til Weser-Kurier, at han vil møde op i retten og forsvare sig.
”Jeg har ingen planer om at stikke af”, siger Niels Stolberg.
Ifølge den amerikanske investeringsbank Oaktree, der i løbet af det sidste år har skubbet mindst 200 millioner euro i rederiet, og i dag ejer 49,5 procent af aktierne, blev man opmærksom på problemerne, da der i februar opstod et akut likviditetsbehov i selskabet.
En gennemgang af rederiets bøger afslørede angiveligt, at der var fiflet ved regnskaberne - hvilket fik amerikanerne til at tage kontakt til de tyske myndigheder, samtidig med, at man tvang Niels Stolverg til at forlade sin post. Også en håndfund ledende medarbejdere blev fritstillet.
Hvis Stolberg bliver dømt for de forhold han nu sigtes for, risikerer han ifølge tysk lov en fængselsstraf på mellem seks måneder og ti år - hvortil kommer en stor bødestraf.
Den 50-årige Niels Stolberg havde nærmest kultstatus i Bremen, hvor han på mindre en femten år skabte et af verdens førende sværgodsrederier.
Kilde: thb.de