Beaumaiden skal på værft i Estland
Det hollandske fragtskib Beaumaiden, der i staren af sidste uge gik på grund på Nyker Rev nord for Rønne, skal en tur på værft i Tallin, før de danske myndigheder vil give tilladelse til, at skibet frit kan fortsætte sin sejlads. Det oplyser Søfartsstyrelsen til TV2/Bornholm.
”Det er godkendt til at sejle til et værft i Tallinn, og det skal ske inden for nogle rammer som indbefatter maksimalt 2,5 meters bølgehøjde”, siger Martin John, synschef i Søfartsstyrelsen til TV2/Bornholm.
Først når de skader skibet fik ved grundstødningen er udbedret, og reparationen er synet og godkendt af de estiske myndigheder, vil de danske myndigheder ophæve tilbageholdelsen af fragtskibet.
Tilbage står så, om den undersøgelse af grundstødningen som Den Maritime Havarikommission har gennemført, afslører forhold der er ansvarspådragende i et omfang, så det kræver et retsligt efterspil.
Dertil kommer den tiltale politiet har rejst mod skibets kaptajn for spiritussejlads. Det er dog ikke oplyst om det var kaptajnen der stod bag roret - eller skulle have stået bag roret - da grundstødningen skete.
Endelig er der regningen for bjærgningsforsøgene og det efterfølgende anløb af Rønne Havn.
Beaumaiden ligger onsdag formiddag fortsat i Rønne Havn.
Redaktionen