BALTOPS godt i gang i Østersøen
En af årets største øvelser i Østersøen - Baltic Operations / BALTOPS - er i fund gang med deltagelse af cirka 40 skibe med diverse helikoptere fra 13 lande. Dertil kommer godt 30 fly.
Danmark deltager med støtteskibet Absalon, fregatten Iver Huitfelt, inspektionsskibet Thetis og tre droner, der er en del af MCM-Danmark, der er søværnets minerydningsdivision, og som arbejder med base på Thetis.
”Årsagen til vi er med i øvelsen, er for at træne samarbejdet landene imellem. Det handler meget om kommunikation og om at få et samarbejde til at køre. Såat når vi står i den skarpe ende, ved vi hvordan vi hver især arbejder”, siger kaptajnløjtnant Anders Overballe, Operationsofficer på Thetis.
BALTOPS er inddelt i to faser. Første del af øvelsen foregik fra den 4. til den 10. juni, hvor øvelsesscenariet langsomt blev bygget op. Her kender skibene programmet, og det handlede meget om at træne, så rutinerne kommer ind på rygraden.
Anden del af øvelsen foregår fra den 11. til den 14, juni.
Her kæmper enhederne samlet mod den svenske ubåd Halland, det tyske skib Werra samt mindre både og fly. Scenariet skal forestille nogle af de operationer, som enhederne kan komme ud i, når de er indsat i kampen mod pirater i farvandet ud for Somalia.
Selvfølgelig en anelse skruet op, så enhederne får trænet nogle flere scenarier. I dette scenarie kender enhederne ikke programmet, hvor de vil blive trænet i at tage de rigtige beslutninger, efterhånden som situationen udvikler sig.
Øvelsen er en del af Partnership for Peace-samarbejdet, hvor NATO-enheder samarbejder med andre stater i Europa, USA og Rusland.
Kilde: SOK