Atlantic Petroleum klar til 3. runde
Det lille færøske olieselskab Atlantic Petroleum er med, når tredje udbudsrunde af efterforskningslicenser inden længe går i gang på Færøerne. Og selv om færingerne har haft stor succes på seneste, har man ingen planer om at gå solo.
"Vi deltog i de første to, og vi agter også at være med i den tredje udbudsrunde", siger Wilhelm Petersen, der er adm. direktør for Atlantic Petroleum til borsen.dk
I dag samarbejder Atlantic Petroleum med andre olieselskaber i olieefterforskningen på Færøerne, og de vil igen indgå et partnerskab med andre selskaber, der også ønsker at jagte den færøske olie.
"Der foregår hele tiden diskussioner med mulige partnere. Sådan en gruppe bliver endeligt sammensat lige før det hele løber af stablen," siger Wilhelm Petersen, der ved, at partnerskaberne skal indgås inden slutningen af året, hvor tredje udbudsrunde sættes i gang.
Det lille olieselskab blev stiftet i 1998 af en række store færøske investorer, og siden er det gået stærkt for virksomheden, der i dag har en solid plads på oliemarkedet med licenser i både England og Irland.
Kilde: borsen.dk