Assens Skibsværft har travlt
Omsætningen hos Assens Skibsværft er nu tilbage på før-kriseniveau. Værftet har travlt ikke mindst takket være udenlandske skibe, og det igangværende regnskabsår ender sandsynligvis meget bedre end det seneste regnskabsår, der sluttede 30. september.
”Den første måned i det nye regnskabsår var meget stille. Vores dokke var ikke fuldt besat, og da vi har mange faste medarbejdere er det dyrt i lønninger, når man ikke har noget at lave. Men fra december til nu har været en fantastisk periode”, siger Erling Pedersen, direktør for Assens Skibsværft.
I indeværende regnskabsår har værftet indtil nu haft 88 skibe i dok. Det betyder, at værftet har udført opgaver for næsten 50 millioner kroner.
”Vi har forrygende travlt. Vi har været heldige at få mange udenlandske ordrer hjem, så lige nu har vi lige så travlt, som vi havde før finanskrisen”, siger Erling Pedersen.
I det senest afsluttede regnskabsår, der sluttede 30. september, havde Assens Skibsværft en omsætning på cirka 50 millioner kroner, bruttofortjeneste på godt to millioner kroner og et resultat efter skat på 289.428 kroner. Resultatet i indeværende regnskabsår ser ud til at blive betydeligt bedre, omsætningen ser nemlig ud til at ende på cirka 75 millioner kroner.
Værftet har i øjeblikket ni skibe inde, blandt andet en svensk trawler.
”Og så håber vi jo på, at vi vinder nogle af de opgaver, der er i udbud lige nu. Der er mange om buddet, men jeg føler, at vi ligger godt prismæssigt”, siger Erling Pedersen.
Kilde: fyens.dk