A.P. Møller-Mærsk sætter Esvagt til salg
A.P. Møller-Mærsk er på vej til at sælge offshore-rederiet Esvagt for fire milliarder kroner. Mærsk har tidligere forsøgt at sælge at Esvagt, men det er strandet på grund af modstand fra mindretalsaktionærerne, blandt andet Kent Kirk. Det ser ud til, at uenighederne nu er løst.
”Striden med Kent Kirk og co. er blevet løst på en eller anden måde, så nu kan Mærsk endelig komme videre med et salg af Esvagt”, siger en kilde med kendskab til processen til Berlingske.
Ifølge Berlingskes oplysninger vil Mærsk nu sætte fart på salgsprocessen og har hyret Danske Bank til at stå for salget af Esvagt, der har en flåde på 40 skibe og beskæftiger cirka 800 medarbejdere.
Mærsk ejer 75 procent af Esvagt, mens en gruppe mindretalsaktionærer anført af tidligere fiskeriminister Kent Kirk ejer de resterende 25 procent. Mindretalsaktionærerne har tidligere været imod, at Mærsk solgte Esvagt, fordi de frygtede, at et evt. udenlandsk ejerskab af rederiet ville betyde, at rederiet ikke længere skulle have hovedsæde i Esbjerg. Men på en eller anden måde er Mærsk åbenbart kommet overens med disse aktionærer.
A.P. Møller-Mærsk vil dog ikke bekræfte Berlingskes oplysninger om, at et frasalg skulle være nært forestående.
”Vi støtter fuldt ud Esvagt og vækststrategien – også med den fornødne kapital til investeringer. Det betyder ikke, at Esvagt eller andre af Gruppens virksomheder uden for kerneaktiviteterne aldrig kan blive solgt, skulle der opstå en mulighed, som er bedre for dem og for A.P. Møller-Mærsk”, oplyser pressekonsulent Mikkel Elbek Linnet.
Esvagt blev stiftet i 1981 og har siden arbejdet inden for olie- og gasbranchen. Senest er Esvagt dog også begyndt at investere i skibe, der skal servicere offshore vindmølleparkerne. For nylig fik Esvagt således SOV-fartøjet Esvagt Froude leveret fra det norske skibsværft Havyard.
Kilde: Berlingske Business