Anklager overvejer anke af sms-dom
Anklagemyndigheden overvejer muligheden for at indbringe dommen fra Vestre Landsret i sagen om læsning af tre fyrede havnemedarbejderes sms-beskeder for Højesteret. Det oplyser Anklagemyndigheden til Maritime Danmark.
"Anklagemyndigheden forventer at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal ankes i løbet af en uges tid. Det er rent juridisk en vanskelig sag. Det overrasker lidt, at Landsretten afviser sagen uden at tage stilling til, om der er foregået en ulovlig handling fra havnens ledelses side. Det kræver godkendelse fra procesbevillingsnævnet at anke. Ankefristen er normalt 14 dage", siger Mikkel Thastum, kommunikationschef ved Anklagemyndigheden til Maritime Danmark.
Problemet er den frivillige fratrædelsesaftale, som blev indgået med de tre afskedigede sammen med 3F og Aarhus Havn. To dommere har vurderet, at aftalen udelukker, at det var muligt at politianmelde den tidligere havnedirektør, en mellemleder samt Aarhus Havn for at have overtrådt loven om brevhemmelighed. Den tredje dommer mente ikke dette var tilfældet.
Dommen lød på frifindelse af alle anklagede. Men reelt blev sagen bare afvist, da et flertal af dommerne ikke mente anklagemyndigheden, på grund af den frivillige fratrædelsesaftale, var berettiget til at indbringe sagen for retten.
Uden grundigt at have gennemgået og vurderet dommen og begrundelsen, overvejer Anklagemyndigheden dog, om sagen kan have principiel betydning for lovgivningen om, hvor grænserne for brevhemmeligheden går og derfor skal ankes.
Redaktionen