Anders Engholm forlader Torm
Direktøren for Torms tankskibsdivision, Anders Engholm, har sammen med fem andre chefer i tankskibsafdelingen forladt rederiet til fordel for det nystiftede rederi Hafnia Management, hvor Anders Engholm skal være topchef.
"Jeg kan konstatere, at Anders Engholm og fem andre medarbejdere har sagt op, og at Anders skal være direktør i Hafnia. Jeg ønsker ham held og lykke", siger Torms topchef Jacob Meldgaard til Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi
Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi skriver mandag, at Torm reelt risikerer at blive splittet i to, hvis kunderne vælger at følge med de Anders Angholm og de andre chefer overi det nye rederi Hafnia Management.
Ifølge avisen er problemet for mange af Torms samarbejdspartnere, at den græske hovedaktionær, Gabriel Panayotides, i løbet af de seneste år har øget kontrollen af Torm og på nuværende tidspunkt reelt kontrollerer mere end halvdelen af aktierne i selskabet.
Det skaber splittelse i Torm, hvilket dog ikke undrer i branchen, der blandt andet peger på de voksende kulturforskelle mellem den græske ejer og de danske medarbejdere og kunder, som en af hovedårsagerne til uroen.
Den seneste tids turbulens bekymrer dog ikke Jacob Meldgaard.
"Krise og intern krise føler jeg på ingen måde, at der er. Jeg kan ikke genkende det billede. Jeg har oplevet en meget bred organisation i Torm med meget brede kompetencer. Det gør mig tryg og gør, at jeg ikke oplever, at der er en krise", siger Jacob Meldgaard til avisen.
Jacob Meldgaard tiltrådte som administrerende direktør i april, efter i halvandet år at have været ramt af en konkurrenceklausul, i forbindelse med sit skift fra Norden til Torm. Meldgaard blev ansat efter at den mangeårige topchef i Klaus Kjærulff blev gået efter en strid med rederiets græske ejere.
Også Mikael Skov, der var topchef i rederiet i det halvandet år der gik fra at Klaus Kjærulff blev fyret til Jacob Meldgaard indtog stolen, har valgt at forlade rederiet.
Ifølge Jyllands-Posten er situationen så tilspidset i Torm, at flere af selskabets samarbejdspartnere skulle være parate til at opsige samarbejdet med Torm til fordel for Hafnia Management.
"De har deltaget i Torm-samarbejdet i mange år. Men det rederi, som de indledte samarbejde med for 20 år siden, er ikke det samme som i dag", siger en branchekilde med kendskab til den interne krise i Torm, til Jyllands-Posten.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten