Aftale sikrer milliarder til grøn forskning
Regeringen og samtlige partier i Folketinget har indgået den første delaftale i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Aftalen afsætter 2,9 milliarder kroner til forskning i bl.a. grønne brændstoffer til transport (Power-to-X) og fangst og lagring eller anvendelse af CO2.
”Med aftalen prioriterer vi at finde løsninger på store samfundsudfordringer og skabe danske arbejdspladser. Derfor er det her en aftale med fokus på det grønne område, sundhed og markante prioriteringer inden for digitalisering, teknologi og innovation”, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
I Danske Rederier hilser man aftalen velkommen.
”Det er en bunden opgave at finde ud af, hvordan vi får skruen til at dreje rundt uden at udlede CO2 i fremtiden, så derfor er jeg glad for at se et samlet Folketing sætte penge af til forskning og udvikling af grønne brændstoffer”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
”Vi har i skibsfarten for længst slået ind på en mere klimavenlig kurs, men for at nå vores mål om at være helt CO2-neutrale i 2050 er vi helt afhængige af nye brændstoffer”, siger Anne H. Steffensen.
”Fangst, lagring og anvendelse af CO2 kommer til at spille en uhyre vigtig rolle i at nå Danmarks målsætning om at have sænket CO2-udledningerne med 70 procent i 2030. Og selvom det er positivt med de midler, der er afsat i forskningsreserven, så mangler vi for alvor at se en klar køreplan for igangsættelsen af lagring og transport af CO2 i Nordsøen. Det haster – og fra rederiernes side er vi i den grad klar til at hjælpe med transporten af CO2. Lad os bare se at komme i gang”.
Redaktionen