Afnotering af Mols-Liniens aktier udskudt
Erhvervsankenævnet har truffet beslutning om, at klagen den 17. marts 2016 over Nasdaq Copenhagen A/S' afgørelse om, at Mols-Liniens aktier kan slettes fra handel og fra officiel notering har udsættende virkning.
Mols-Linien A/S har modtaget kopi af Erhvervsankenævnets afgørelse. Erhvervsankenævnet har truffet afgørelser om klagesagens formalitetsspørgsmål, herunder om klageren skal tillægges partsstatus og at klagen skal tillægges suspensiv virkning.
I konsekvens af Erhvervsankenævnets afgørelse om at tillægge klagen suspensiv virkning er den tidligere fastsatte sidste handelsdag for Mols-Liniens aktier, der var fastsat til 21. april 2016, udskudt indtil videre.
Derimod har Erhvervsankenævnet endnu ikke taget stilling til sagens materielle spørgsmål, nemlig hvorvidt den af Nasdaq Copenhagen A/S trufne beslutning om, at der kan ske sletning af Mols-Liniens aktier fra handel og officiel notering, skal opretholdes eller ændres.
Når der foreligger nyt i dette spørgsmål, vil selskabet udsende selskabsmeddelelse.
Mols-Linien A/S