Afgifter giver underskud i H.J. Hansen
Afgifter for deponering af affaldsrester på 17-18 millioner kroner gjorde, at H. J. Hansen koncernen med hovedkontor på havnen i Odense i 2014 måtte notere et underskud før skat på 19 millioner kroner. Omsætningen voksede ellers fra 1,8 til 2,3 milliarder kroner i forhold til året før.
Koncernens største selskab, H. J. Hansen Genvindingsindustri, fik et underskud på 23 millioner kroner i 2013/14-regnskabet. Det er en afgift på deponering af restaffald, som blev indført i 2012, der påvirker indtjeningen negativt med et tocifret millionbeløb.
Underskuddet i hele koncernen svarer stort set til afgiften, som genvindingsdelen af firmaet måtte betale for deponering af 100.000 ton affald. Omsætningen i genvindingsselskabet blev på to milliarder kroner.
H. J. Hansen-koncernen havde ved årets udgang 360 fuldtidsbeskæftigede ansatte, et fald på 13 personer i forhold til 2013. Heraf arbejder de 250 i genvindingsafdelingen.
H.J. Hansen har de seneste år blandt andet haft opgaverne med at skrotte de tre udtjente danske fregatter Niels Juel, Olfert Fischer og Peter Tordenskiold. Selskabet stod også for opgaven med at rydde containerskibet MSC Flaminia for affald og ødelagte containere efter en voldsom brand i på skibet i Atlanten i sommeren 2012.
Kilde: fyens.dk