Ærø et stort skridt nærmere på elfærger
Ærø kommer torsdag et stort skridt nærmere på at få realiseret planerne om elfærger, når øens politikere underskriver en aftale, der baner vej for, at 120 millioner kroner fra EU bliver basis for at realisere planerne om el-drevne færger.
”Det er et stort og kompliceret projekt, men vi griber den chance, vi har fået for at skabe en CO2-neutral trafik på havet”, siger borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S).
Projektet går i gang i juni måned, og planen er, at den første færge skal sættes i drift i juni 2017. Både Søby Værft og Tuco Marine i Faaborg er involveret i projektet. Færgen skal bygges i kulfiber og skal lades op af strøm fra vindmøller. Færgen får kapacitet til at transportere 130 passagerer og 40 biler.
Forsøg med eldrevne færger er ikke set på samme niveau andre steder, og EU forventer, at erfaringerne fra Ærø vil kunne bruges andre steder i EU.
Kilde: dr.dk