ADP investerer 5 mio. kr. i nye kontrolfaciliteter
ADP investerer 5 mio. kr. i en modernisering og udbygning af veterinær-, grænse- og toldfaciliteterne på Fredericia Havn. Målet er at sikre en mere effektiv håndtering af importeret gods og gøre havnen klar til fremtidens skærpede kontrolkrav.
Foto: ADP A/S
Projektet omfatter renovering af de eksisterende områder til veterinær- og grænsekontrol samt etablering af nye, moderne toldfaciliteter tæt ved kajen.
”Kontrollen i de danske havne skærpes, og det imødekommer vi nu med en investering i nye faciliteter, der sikrer den fremtidige drift, men også giver hurtigere processer,” siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.
De nye toldfaciliteter placeres ved Kaj 17, hvor Toldstyrelsen har godkendt en udvidet løsning med scannerplads, telthal samt nye kontor- og servicefaciliteter.
Samtidig moderniseres veterinær- og grænsekontrolfaciliteterne med opgraderinger af bygninger, køle- og fryserum, tekniske installationer og adgangsforhold. Renoveringen gennemføres i etaper for at sikre fortsat drift under arbejdet.
Ifølge ADP er investeringen en central del af havnens udvikling og vækst.
Projektet igangsættes hurtigst muligt og forventes klar til ibrugtagning medio 2026.
-emte
