Absalon yder assistance til iransk skib
Det danske støtteskib Absalon, som i øjeblikket indgår i Natos anti-piraterioperation Ocean Shield, har natten til lørdag den 28. november assisteret et iransk fartøj efter, at skibet anmodede om assistance.
De omstændigheder, som ledte frem til anmodningen om assistance, er fortsat ikke endeligt fastlagt, men der er sandsynligvis tale om en mislykket kapring. Det kan oplyses, at det iranske skib nu er på vej tilbage til Iran, og Absalon er på vej til Djibouti med to sårede iranere, der skal tilses på et hospital.
Absalon har været indsat i Operation Ocean Shield siden 25. september og forventes tilbage til Danmark den 21. december.
Kilde: Forsvaret