Aarhus Havn fik overskud på 84 mio. kr.
Aarhus Havn kom ud af 2015 med et overskud på 84 millioner kroner, inklusive en ekstraordinær indtægt på 48 millioner kroner fra salg af anlægsaktiver. Omsætningen steg 4 procent til 246 millioner kroner.
Antallet af containere, der blev løftet over kaj, steg med 5 pct., mens f.eks. Hamburg Havn i samme periode havde en tilbagegang på 9,3 pct. Aarhus Havn var i forvejen Danmarks største containerhavn med en markedsandel på ca. 60 pct.
”Med en stigning på 5 pct. har vi taget yderligere markedsandele i Danmark, men også i forhold til Hamburg. Jeg er godt tilfreds med det resultat, når vi samtidig ved, at væksten er drevet af eksporten”, siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.
Også på bulkområdet, som består af landbrug, byggematerialer, genbrug og energi, lykkedes det Aarhus Havn at realisere en mindre stigning på trods af OW Bunkers konkurs i 2014. En ny operatør formåede at indhente de første måneders tab – bl.a. fordi flere containerrederier nu har valgt Aarhus som bunkringshavn.
Den største fremgang er et plus på 14 pct. i antallet af personbiler mellem Aarhus og Odden. Det betød samtidig, at der for første gang nogensinde blev overført mere end 1 mio. personbiler på den strækning.
Den samlede godsomsætning steg med 2 pct., hvilket er dobbelt så meget som den stigning, der blev realiseret i samtlige danske havne, hvor godsomsætningen steg med 1 pct. i samme periode.
Kilde: Aarhus Havn