Aalborg Industries skal have ny ejer
Den nordiske kapitalfond Altor, der ejer Aalborg Industries, går efter sommerferien i gang med at finde en ny ejer til den store industrivirksomhed. I første omgang sigtes der efter en børsnotering.
Et ejerskifte rykker for alvor tæt på for Aalborg Industries, der efter sommerferien skyder gang i den aktive proces med at finde en ny ejer. Det skriver business.dk.
Virksomheden skulle ifølge avisens oplysninger have valgt en corporate finance rådgiver, der skal stå for salget af virksomheden. Der er dog ikke skrevet prospekt endnu i forbindelse med den planlagte børsnotering, bl.a. fordi Altor ønsker at holde alle muligheder åbne, så de kan få den højest mulige pris for det aktiv, de købte tilbage i 2005 af et konsortium ledet af den danske kapitalfond Axcel.
Altor Equity Partners ønsker at lokke andre kapitalfonde på banen, der har lommerne fyldte med kontanter, men som måske kan få en udfordring på lånesiden, da bankerne i øjeblikket tager sig godt betalt for at komme med fremmedkapital.
Sidste efterår blev Aalborg Industries vurderet til at have en værdi på godt 3 milliarder kroner. I 2007 havde virksomheden en omsætning på 2,8 milliarder kroner og et resultat før skat på 228 millioner kroner.
Der er tale om en markant fremgang i forhold til året før, hvor resultatet landede på 109 millioner kroner.
Kilde: Business.dk