Aabenraa Havn fordobler areal med ét slag
Aabenraa Havn overtager mandag Ensted Havn, og bliver derved med ét slag 350.000 m2 større, fordobler sit driftsmandskab og kan for alvor kan sætte turbo på den udvikling, der skal resultere i 300 nye arbejdspladser i løbet af de kommende fem til ti år.
”Overtagelsen af Ensted er den største enkeltstående investering i havnens 764 år lange historie, så det får enorm betydning ikke kun for havnen men for hele Aabenraa. Med Ensted tager vi et syvmileskridt ind i fremtiden, fordi vi nu kommer blandt de moderne havne, der har et miks af traditionelle havneaktiviteter og helt nye bæredygtige aktiviteter”, siger Erwin Andresen, bestyrelsesformand for Aabenraa Havn.
Aabenraa Havn har frem til nu været kendetegnet af traditionel havnedrift, hvor det primære fokus er på gods over kaj. Nu suppleres det med nye former for havnedrift på Ensted Havn, hvor der kommer til at foregå egentlig produktion på havnens arealer - bl.a. et stort Power-to-X-anlæg.
”Vi kommer til at have den samme dobbelthed, som kendetegner moderne havne som f.eks. Esbjerg, Køge, Aalborg og Århus, samtidig med, at vi har alle muligheder for at udvikle Ensted til en egentlig erhvervs- og vidensklynge inden for grøn energi og omstilling. Så selv om det lyder af rigtig mange, er det ikke længere urealistisk, at Ensted kommer til at opfylde kommunens vision om at skabe 300 nye arbejdspladser over de kommende fem-ti år”, siger Henrik Thykjær, adm. direktør for Aabenraa Havn.
FAKTA
- Ensted Havns samlede areal er 350.000 m2 fordelt på 65.000 m2 kaj + kajnært areal og 285.000 m2 baglandsareal. - Ensted har 480 m. kaj. - Ensted er en af de to dybeste havne i Østersøen med en havnedybde på 18 m. - Ensteds infrastruktur, beliggenhed og store baggrundsareal gør området optimalt for bæredygtig produktion af grøn energi og lignende aktiviteter.
- Med købet af Ensted bliver Aabenraa Havns samlede areal 750.000 m2.